En god samtale kan flytte noget
Anders Damkjær Møller – Samtaler på en gåtur
Efter aftale mødes jeg kl. 15.00 med Anders Damkjær Møller til en gåtur om Sømosen i Ballerup.
Det er sådan, han kan lide at tale med mennesker. Ikke over et skrivebord eller i et mødelokale, men mens man går side om side. Grunden til, at vi går en tur – stort set uden at kende hinanden – er, at det er noget, han gør med stor succes.
Grunden til disse ture kom af noget helt andet. Anders begyndte at se alle fordelene i at række ud til mennesker – selvom han faktisk er ret genert af natur.
I stedet for at melde sig ind i en mountainbikeklub rakte han ud og spurgte venner, bekendte og folk, han ikke kendte, om de ville være med til at starte en cykelklub. Og til hans store overraskelse var der mange, der gerne ville være med. Den succes fik ham til at tænke over, hvor fantastisk det er at møde andre og tale med nye mennesker.
Anders arbejder til daglig i et pensionsfirma i Ballerup, men ved siden af har han – efter den gode oplevelse med cykelklubben – udviklet det med at spørge folk, om de vil med ud at gå en tur. Han inviterer og stiller spørgsmål undervejs:
“Hvad fylder hos dig lige nu?”
“Det er ofte lettere at tale, når man går,” fortæller Anders. “Man kigger ikke direkte på hinanden hele tiden. Ordene kommer lidt lettere. Og det kan faktisk være en fordel at vi ikke kender hinanden specielt godt.”
Siden starten har han været på mere end 50 af disse gåture.
Samtalerne kan handle om næsten alt. Parforhold. Arbejdsliv. Retning i livet. Eller bare behovet for at sige ting højt til et andet menneske.
“Det er ofte lettere at tale, når man går,” fortæller han. “Man kigger ikke direkte på hinanden hele tiden. Ordene kommer lidt lettere. Og det kan faktisk være en fordel, at vi ikke kender hinanden specielt godt. Det kan være lettere at åbne op, når du ikke ved alt om den anden.”
Anders taler med mennesker på alle niveauer – kolleger, ledere og folk uden for organisationen. Fælles for dem er, at de har brug for et rum, hvor nogen lytter.
Der sker noget interessant allerede efter fem minutter inde i gåturen. Anders har planlagt en rute og sænker pludselig tempoet.
“Af erfaring ved jeg ret præcis, hvor lang tid turen vil tage. Men der er ofte forskel på, om du f.eks. er leder med meget ansvar. Så er tempoet højere end hos andre uden det samme ansvar.”
Ved siden af sit arbejde er Anders også foredragsholder og forfatter. Han har blandt andet udgivet bøgerne Kunsten at vise mod, når du står i skyggen af frygt, Kunsten at overvinde ensomhed og Kunsten at komme igennem en krise – uden at dø af stress. Erfaringerne fra bøgerne bruger han i sine foredrag og i samtalerne med de mennesker, han møder.
2024 blev et stort år for ham personligt. Her blev han skilt og står nu med tre børn og et nyt kapitel i livet.
Da jeg spørger ham, hvad der har været det vigtigste, der er sket for ham i år (2026), svarer han uden tøven:
“Jeg er sprunget ud som foredragsholder.”
Det er noget, han gerne vil leve mere af i fremtiden - at dele erfaringer om samtaler, relationer og det at møde mennesker dér, hvor de er.
Og hvad ser han frem til?
Til sommer tager han til Folkemødet på Bornholm sammen med sin kæreste. Et sted, hvor samtaler også opstår spontant - bare i lidt større skala.
Måske er det netop det, der driver ham: troen på, at en god samtale kan flytte noget.
Nogle gange begynder den bare med en gåtur.